Hvad er en udviklingsplan?

Køge Kysts udviklingsplan er mere end en plan for den kommende bebyggelse. Det er en plan for, hvordan Køge Kyst-området skal tage sig ud over de næste godt 20 år. Planen er baseret på resultatet af en international konkurrence i 2010.

Udviklingsplanen er særlig ved, at den er meget mere end en plan for den fremtidige bebyggelse. Den består af en fysisk plan, en lang række overvejelser om bydelens fremtidige karakter og en strategisk plan med fem strategier for, hvad der skal drive byudviklingen, omhandlende bæredygtighed, dialog, erhvervsudvikling, kultur og byliv og trafik og parkering

Udviklingsplanen rummer også en tids- og etapeplan og den baserer sig på forventninger til den mulige afsætning af byggeretter.

En dynamisk plan for byudviklingen
Da bydannelsen vil ske over mange år, ønsker Køge Kyst ikke at fastlægge alt i detaljer fra starten. Tværtimod er udviklingsplanen dynamisk og vil være følsom over for skiftende behov og tendenser, og det byliv, der vil være, ligesom den nødvendigvis skal kunne rumme ændringer i samfundsmæssige og markedsmæssige forudsætninger.

Afsæt i Køges identitet
Udviklingsplanen tager i bund og grund afsæt i stedet: Køge som en gammel industri- og havneby med en velbevaret historisk bymidte, med en stærk position som hovedstadsnært trafikknudepunkt og gode fremtidsmuligheder, som er blevet understreget af beslutninger om en ny jernbane, et supersygehus mv.

Køges særlige identitet omfatter også et aktivt kultur-, idræts- og foreningsliv, som allerede nu spiller en rolle i realiseringen af "Etape 0", hvor Køge Kyst sammen med køgenserne har taget forskud på byudviklingen med nye aktiviteter og byrum. På den baggrund skal udviklingsplanen vise vejen for en enestående, attraktiv og bæredygtig bydel, der vil tiltrække nye virksomheder og borgere samt investorer, der kan se en forretning i at gennemføre projekter netop her, og - ikke mindre vigtigt - får alle nuværende køgensere en række nye muligheder.