Trådens Lys er skabt af lysmagerne Illumenarts og Lyskastellet. Foto: Anders Sune Berg.
Alternativ havnevandring med mad, gys og musik til Kyndelmisse
PRESSEMEDDELELSE 17.01.2012
Røverhistorier fra havnen, lækre smagsprøver, gys, dufte og
musikoplevelser. Køge Kyst byder i samarbejde med Tapperiet på en
anderledes rundtur på Søndre Havn under Køges kulturnat
"Kyndelmisse".
Det bliver med overraskende lyd-, duft-, smags- og
synsoplevelser, når skuespiller Ida Lund lokker deltagerne i Køge
Kysts og Tapperiets alternative havnevandring gennem mørket til
Kyndelmisse - Køges kulturnat - fredag den 3. februar.
Havnevandringen finder sted kl. 18.15 - 19.45 med start ved
betonstelen med hesten på Køge Torv. Røverhistorier og gys, et
meget stort kor og en venlig "aroma-DJ" er blandt indslagene på
turen, som slutter i Gule Hal med dansere, skate og parkour, musik,
lyskunst og video. Der bliver også noget at spise og drikke
undervejs.
- Søndre Havn skal summe af kultur og aktiviteter året rundt -
også i den mørke tid. En håndfuld af Køges mest kreative unge har
forberedt en rigtig sjov og absolut anderledes havnevandring, som
sætter havnens historie i spil med de mange kulturaktiviteter på
området. Vi glæder os over at kunne tilbyde en spændende og
anderledes oplevelse i vintermørket, siger Siv Raun Andersen, Køge
Kysts chefkonsulent inden for byudvikling, kultur og byliv.
Projektmedarbejderne Jakob Baggesen og Mai-Louise Klinkwort fra
Tapperiet har tilrettelagt havnevandringen og de historier, som
deltagerne får fortalt undervejs.
Røverhistorier fra havnen
- Rundturen har en række stop, hvor der sker noget ekstraordinært,
og fortællingerne binder de forskellige stop sammen, fortæller
Jakob Baggesen. Selvom der er tale om røverhistorier, er de
indsamlet fra virkelige personer, som har arbejdet på havnen i
mange år.
- Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det er en
superinteressant måde at arbejde med kultur på - med alle mulige
elementer. Man rammer et publikum, som man normalt ikke rammer, og
det er et sindssygt spændende projekt, siger Jakob Baggesen.
Gratis billetter til havnevandringen fås hos VisitKøge - Køge
Turistbureau mod forevisning af eller køb af Kyndelmissepas. Der er
et begrænset antal billetter - ca. 200 stk.
Hent det samlede program for Køges kulturnat,
"Kyndelmisse", her.