Køge Kyst gør klar til livet før byen
PRESSEMEDDELELSE 27.04.2011
Lørdag den 30. april etablerer Køge Kyst i samarbejde med
køgenserne en ny promenade af træ-traller hen over strandengen på
Søndre Strand, og indsamler affald i hele Køge Kyst-området. Køge
Kyst byder på pølser fra den nyopsatte grill på Søndre Strand, hvor
der også vil være hygge, snak, forfriskninger, og ansigtsmaling
udført af Dina fra KØS Billedskole.
Genopliver gammel Køge-tradition
Klargøringen af Køge Kyst-området er inspireret af en
gammel Køge-tradition fra 1930'erne, hvor Køge Turistforening
inviterede køgensere til stensamling på stranden for at forberede
badesæsonen. Opbuddet af børn og unge var stort, da mange gerne
ville være med til at gøre stranden klar til leg, afslapning og
hygge. Køge Kyst vil i samme ånd gøre klargøringen af Køge
Kyst-området til en hyggelig eftermiddag, der samler
køgenserne.
"Når vi inviterer køgenserne til at være med til at klargøre
Køge Kyst-området, så er det fordi, Køge Kyst ligger stor vægt på
dialogen med borgerne. Borgernes direkte medskaben og deltagelse i
udviklingen af aktiviteter er helt afgørende for at skabe en
menneskelig bydel", siger Jes Møller, projektdirektør i Køge
Kyst.
Forbereder indvielsen af Etape 0 - Livet før byen
Arbejdsdagen den 30. april har til formål at gøre Køge
Kyst området klar til den store indvielse af Etape 0 - Livet før
byen, som finder sted lørdag den 7. maj på Søndre Havn. Ved
indvielsen åbner Køge Kyst "Tråden" - en ny forbindelse mellem
bymidten og havet, som i løbet af 2011-12 skaber rum for en lang
række aktiviteter og byliv i hele Køge Kyst-området allerede før
der bygges huse. Der vil være flere højdepunkter på ruten, som
inviterer til aktivitet og rekreation lige fra åbningen den 7.
maj.
Samme dag udruller der to store kunstbegivenheder i Køge
Kyst-området. Tapperiet afholder den
internationale grafittifestival Write4Gold , og KØS Museum
for kunst i det offentlige rum åbner en 2000 meter lang
kunstrute med 21 danske og udenlandske gadekunstnere, som starter
på KØS, bugter sig gennem byen, folder sig ud i havneområdet og
slutter på Tapperiet.
Praktiske oplysninger om klargøringen af Køge
Kyst-området
- Tid: Lørdag den 30. april kl. 13-16
- Mødested: Gule Hal, Strandpromenaden 1, 4600
Køge
- Tilmelding: Send navn og antal deltagere til
kontakt@koegekyst.dk
- Forplejning: Køge Kyst byder på grillpølser og
forfriskninger