Køge Kyst holdt informationsmøde tirsdag den 9. marts 2010 på Tapperiet i Køge

 

Dialog

Visionen for Køge Kyst er, at byens borgere og øvrige aktører aktivt deltager i byudvikling og omdannelse

Det betyder, at borgerne, de handlende, erhvervslivet, kulturlivet og andre interessenter i og udenfor Køge inviteres til dialog om områdets fremtid og får mulighed for at følge, kommentere og påvirke de løsningsforslag, som skabes af de professionelle aktører.

Dialog i konkurrenceforløbet
Under konkurrencen om en udviklingsplan i 2010 har Køge Kyst løbende informeret borgere og interessenter, bl.a. i forbindelse med flere informations- og borgermøder, hvor der har været stort fremmøde. Der har bl.a. været mulighed for at møde de konkurrerende hold. De prækvalificerede hold har som led i konkurrencen skullet komme med forslag til, hvordan borger- og interessentinddragelsen kan finde sted efter konkurrencens afslutning.

Undervejs i processen har Køge Kyst arrangeret udstillinger af holdenes forslag til, hvordan opgaven gribes an, så alle interesserede har kunnet give deres besyv med. I marts 2010 var der udstilling af de syv prækvalificerede holds bidrag, og efter konkurrencens Fase 2, i august-september 2010, var der udstilling af de fem konkurrerende holds forslag til udviklingsplan.

Dialogforum
I løbet af konkurrencen har Køge Kysts Dialogforum på nettet desuden været brugt til kommentarer og forslag fra borgere og interessenter, som fortsat kan offentliggøre deres tanker på den digitale platform.

Interessentgrupper
Udover den brede information og involvering af Køgeborgerne er Køge Kyst i løbende dialog med grupper, som har en særlig interesse eller indfaldsvinkel - f.eks. detailhandel, trafik, foreningsliv mv., og på lidt længere sigt sætter Køge Kyst også fokus på bl.a. de kommende bygherrer og investorer.

Den videre proces
I foråret 2011 vil Køges borgere og projektets interessenter også blive hørt i forbindelse med Køge Kysts arbejde henimod den endelige udviklingsplan for området.